Slurp Ramen

Vi var de første til at besøge Slurp efter deres (forhåbentlig) sidste nedlukning. Konceptet er simpelt: hurtig ind, bestil på din mobil, få din mad og smut. Vi var igennem på 45 minutter og det var med minimum 5 minutter brugt på at bestille maden på telefonen, der krævede scanning af QR kode og betaling med kortoplysninger – ikke super smart og vi foretrækker den personlige betjening.

Vi ville gerne rundt om det meste af kortet, der udover deres ramen består af et par små forretter. Vi bestilte kingfish tartare og korokker til en start samt to limonader fra Ebeltoft Gårdbryggeri.

Karokkerne var med fyld af svin og svampe og selvom det på papiret lyder alle tiders følte vi at de var lidt tunge og grynede af hvad vi formoder må være kartoffel og manglede smag. Tonkatsu saucen der var hældt over var dog god og det samme var de små syltede pickels.

Tartaren var som en japansk taco lagt i ristet nori (tang) og med salat og en spicy dressing. Retten spillede super fint. Tangen gav det en smule fedme og crips og fisken var let og fik både syre og styrke fra dressingen. 

Videre til ramen (for det går stærkt på Slurp) hvor vi havde valgt hhv. en Shoya ramen og en Miso Ramen. Shoya var baseret på en kyllingefond og toppet med tynde skiver af svin, æg, judasøre, artiskokpuré og broccoli. Nudlerne i denne ramen er tynde og smidige med en god “bounce”. De var perfekte til at få suppen op med som havde en lækker dyb smag uden at blive tung. Artiskokpuré’en forstod vi ikke helt formålet med i en suppe (!) men den smagte fint.

Miso Ramen var en kylling paitan suppe med pork belly, bønnespire, æg, brændt løgolie og sesam. Nudlerne i denne suppe var tykkere og det samme var suppen. Fed, cremet og smæk fuld af smag. Her var vi virkelig glade for vores valg af drikkevare for suppens tyngde fik heldigvis noget modvægt af citronen og ingefæren i limonaden.

Har man aldrig besøgt Slurp vil vi klart anbefale en tur forbi for det er en oplevelse, der ikke minder om så meget andet i København. Når det så er sagt endte vi med at betale over 700 kr. for to små forretter, to lemonader og to supper – og det på 45 minutter. For det samme beløb kan du besøge en af de mange restauranter i Madklubben eller Cofoco kæden og bruge flere timer. Vi siger ikke at det er bedre men for os sætter det oplevelsen en smule i perspektiv. Lækker mad, men du betaler også for den.

Andre anmeldelser

Se alle »
Brace
København
,
Mar 13, 2022
JaTak
København
,
Feb 14, 2022
Poulette
København
,
Jan 26, 2022
Propaganda
København
,
Jan 23, 2022
Instagram