Lago

På mindre end én måned har vi besøgt Lago to gange. Ikke kun fordi beliggenheden er i top med udsigt til Peblinge Sø, eller fordi vinkortet er spændende uden at blive gæret saftevand, ingen gang fordi maden er simpel og lækker men fordi alt det foregående er til stede + en betjening der er opmærksom, sjov og imødekommende.

Første gang vi besøgte Lago var det kun min mand og jeg, aftenen før 2021 blev til 2022. Det betød, at vi “kun” kunne vælge 4 af deres retter. Hvilket egentlig ikke uden for konceptet for Lago er en vinbar med mad og som vores flinke tjener påpegede på vores 2. besøg er man altid velkommen til at kigge forbi til ost og vin (som vi ikke kunne få plads til), og det kommer vi 100% også til at bruge Lago til når vinter bliver til sommer og vi kan sidde ude på deres terrasse og nyde solen.  

Anden gang tog vi så min søster og hendes kæreste med så vi kunne smage endnu flere af deres retter, og selvfølgelig også fordi de er godt selskab (hvis de læser med!).

Vi startede med østers med citron mignonette og sort peper olie. Ligesom et par af aftenens andre retter var vi uenige om hvorvidt syrebalancen var ramt. Jeg synes den var lige i skabet mens min mand og min søster fandt dem lidt for sure.

Næste omgang var også fra snacks afdelingen med Østrigs pancetta, torskerogn på grillet brød med citron mayonnaise, brød med ricotta og en omgang Loaded Yuca Fries. Pancettaen smeltede i munden lige som den skulle og torskerognen smagte lækkert af rogn uden at blive for fisket. Yuca fries var udemærket men vi var nok ikke helt enige i den hype der er omkring retten. De blev lidt for tunge for os uden at være comfort lækre som nok ville have krævet mere ost eller sprøde fritter. Brødet og ricottaen var luftigt og røg ned uden nogen brok.

Vi valgte alle A La Carte retterne på kortet, hvilket klart er derfor vi anbefaler at tage nogle gode venner med på Lago. Disse kom også i to omgange hvor Kartoffel Muffin med gedefriskost og honning, glaserede skalotteløg med fiskesovs, rösti med syrnet fløde, kålchips og pancetta og stegte snegle med spinat og citrongræse var en del af 1. heat.

Kartoffel Muffin, skalotteløgene og röstien var favoritterne. Se bare hvor pæn kartoffel muffin’en med skummet er! Vi spiste den med øjnene… og maven. Röstien var super sprød og velsmagende men vi må indrømme at vi synes versionen med ørredrogn som vi fik ved 1. besøg vandt en smule. Det er svært at konkurrere med ørredrogn! De glaserede skalotteløg var sprængfyldt med umami og vi slikkede næsten skålen, da de var væk.

Sneglene var ikke deciderede dårlige men manglede bare smag i forhold til de tre andre retter.

2. heat bestod af selleri mille feuille med stegte trompethatte og sesamolie, grillede andehjerter med radicchio og sur øl vinaigrette og stegt rokkevinge med kartoffelpuré og hønseglace. Her var vi også delte på favoritten. Jeg kunne personligt bedst lige andehjerterne der stadig var lyserøde indeni men enormt bløde og med perfekt syre fra vinaigretten hvor resten af selskabet igen synes retten blev lidt for sur, mens de synes den stegte rokkevinge med kartoffelpuré og hønseglace var bedst. Og ingen tvivl om at denne nok også er en crowd pleaser. Vingen var tilberedt så fiskens kød kunne trækkes fra hinanden som pulled pork og mosen var cremet med hønseglacen som salt modspil. Sellerien var lidt ligesom sneglene en fin ret men blegner i sammenligning med de to andre retter.

selleri mille feuille
stegt rokkevinge med kartoffelpuré og hønseglace

Efter vores tjener havde proklameret at de lige nu havde den bedste ost han nogensinde havde smagt til dessert havde vi egentlig besluttet at vi skulle afslutte måltidet med den men vi var simpelthen stop fulde da vi nåede dertil. Den må vi gøre plads til næste gang.

Vi fik to forskellige vin hvor vi ved første var så heldige at betale noget der lignende prop pris fordi tjenerne havde skulle prøvesmage den tidligere på aftenen. Sådan et sted er Lago nemlig. Ikke alt for meget fuss. De vil bare gerne have at man hygger sig. Begge vin var skønne men vi fik dem desværre ikke dokumenterede. #bad-food-blogger.

Der bliver helt sikkert en tur 3… 4 og 5 på Lago. Vi kan ikke vente på at temperaturen bliver højere og man kan sidde ude. Vores gæt er at man skal holde sig til efter maj hvis man vil have et bord. Men det kommer vi helt sikkert til at gøre, for Lago er det værd.



Andre anmeldelser

Se alle »
Brace
København
,
Mar 13, 2022
JaTak
København
,
Feb 14, 2022
Slurp Ramen
København
,
Feb 2, 2022
Poulette
København
,
Jan 26, 2022
Instagram